Mål
De lysåbne arealer skal fremstå som græsarealer. Plejeplanen skal sikre og fremme naturtypens tilstand med et rigt plante- og dyreliv. I området ligger to folde, der skal være arealer med overdrevskarakter.
Langs stierne findes lysåbne lommer, der fortsat skal være attraktive og rekreative områder samt steder, hvor forskellige naturinteresserede kan komme og se på fugle, planter og andet spændende dyreliv. Vedligeholdelse af stisystemet skal sikre offentlighedens adgang til de lysåbne arealer.
Handlinger
- De lysåbne arealer og græslommer plejes ved slåning inkl. opsamling en gang årligt uden for fuglenes yngleperiode.
- Langs stier holdes vegetationen nede ved slåning ca. 3 gange om året i vækstsæsonen og ved inventar 2 gange om måneden i vækstsæsonen.
- Græsrabatten langs stien mellem Hillerødmotorvejen og sø SM08 må ikke slås i perioden fra 15. maj til 15. juli.
- Langs stierne foretages beskæring eller fældning af bevoksning, der er til gene for færdslen på stisystemet.
- Invasive arter bekæmpes ved slåning, rodstikning eller tildækning.
- Stisystemet vedligeholdes og nødvendige foranstaltninger kan foretages til sikring af tilgængeligheden.
- Lyskrævende og artsrig urtevegetation kan sikres ved udtynding eller ved at fjerne træer kombineret med slåning eller græsning.
- For at fremme mosaikken med åbne og lukkede naturarealer kan der ryddes mindre arealer, så der opstår nye lysåbne lommer.
- Foldene kan plejes ved afgræsning med kvæg eller får, der fremmer områdernes artsdiversitet.
- Der kan etableres 1-2 grillstativer ved bord/bænke. Grillstativerne skal være et mindre inventar, hvis udtryk skal falde naturligt ind i mosens omgivelser.
- Træstammer kan udlægges i området ved den gamle pil i den nordøstlige del af Smørmosen.
Status
Smørmosens lysåbne arealer indgår som et vigtigt element i mosens mosaik af naturtyper. Ved stierne ligger lysåbne lommer, der skaber rum for rekreative aktiviteter og et artsrigt plante- og dyreliv. Lysåbne arealer er værdifulde levesteder for en varieret urtevegetation, insekter, fugle og andre dyr. De lysåbne lommer giver mulighed for gode opholdssteder, hvor besøgende kan nyde udsigten til søerne og benytte bænke, borde og opstillede grillstativer til udflugter.
I den tidligere plejeperiode er de lysåbne arealer blevet plejet med slåning inkl-. opsamling og uønsket bevoksning er fjernet. Ved at fjerne materialet undgås at tilføre næring til arealerne og der skabes lysåbne forhold til plantesamfundet. Ved søerne findes små lysninger, der skaber et flot udsyn udover vandet og giver lys til opretholdelse af paddebestanden.
Der blev foretaget registreringer af planter på overdrev i sommeren 2015. Se under links og referencer.
Den spektakulære bille Sankthansormen er registreret på begge sider af stien mellem Hillerødmotorvejen og sø SM08. Frivillige fra Agenda 21 i Gladsaxe har i gennem flere år fulgt tilstedeværelsen af en bestand af sankthansorme langs denne sti. Der informeres ved skilte om billernes tilstedeværelse i yngletiden.
I Smørmosen er der to folde. Her er der mulighed for at udføre naturpleje med frivilliges hjælp, foreninger, kvæggræsserlaug eller fårelaug, hvilket Gladsaxe Kommune er meget interesseret i. Der er også mulighed for at give en hånd til naturen ved høslæt på særlige mosearealer, hvor lyskrævende plantearter vokser.
|
Lysåbent areal ved det gamle piletræ i Smørmosen 2015.
Smørmosen 2015.
,
|