Offentlighedens adgang |
|
Hvad må man /offentlighedens adgang Plejeplanen er et redskab, der giver plejemyndighederne (Herlev- og Gladsaxe Kommune) mulighed for, uden forudgående ansøgning om tilladelse fra Fredningsnævnet, at foretage indgreb som er beskrevet i plejeplanen. Foranstaltninger, der ændrer tilstanden i et beskyttet naturområde, kan kun udføres efter særlig tilladelse efter naturbeskyttelsesloven §3 (beskyttede naturtyper). Ændringer og tiltag, som ikke er beskrevet i plejeplanen, kræver dispensation efter Fredningsnævnet og eventuelt naturbeskyttelsesloven.
Der er offentlig adgang til offentligt ejede arealer til fods og på cykel. På flere grus- og asfaltstier er der tilgængelighed for kørestolsbrugere. På markerede ridestier, er det tilladt at ride. Hunde må medbringes i snor i hele Smør- og Fedtmosen. I Hundegården, som er et indhegnet areal i Træbanken, må de dog gerne være løse. Motoriserede køretøjer er kun tilladt på Gråpilevej. Dog er arbejdskørsel med motoriserede kørertøjer også tilladt i forbindelse med drift af området. De græssende dyr og blomsterfloraen i foldene må gerne opleves på nært hold. Alle folde har låger, så der altid er adgang for borgere, dog på eget ansvar.
I Træbanken er der bålplads og shelter. Shelteren kan reserveres ved at kontakte Herlev Kommune, Center for Teknik og Miljø. På Cirkuspladsen er der også en bålplads og mulighed for at opstille teltlejre og primitive publikumsfaciliteter efter aftale med Gladsaxe Kommune. I flere områder i Smør- og Fedtmosens sydlige del i Herlev Kommune, er der mulighed for at opstille mindre teltlejre og lave mindre arrangementer og aktiviteter efter aftale med kommunen.
I hele området er der opstillet borde og bænkesæt samt affaldskurve.
Smuk udkigsplads ved Svanesøen.
Nyttehaverne langs Værebrovej bevares, men såfremt brugen ophører skal arealet inddrages som naturområde. Nyttehaverne langs Klausdalsbrovej omfattes først af fredningsbestemmelserne, når de ikke længerer benyttes som haveområder.
Det frarådes at fodre fugle i mosen, da det tilfører næring til området som kan resultere i tilgroning af uønsket bevoksning. Fiskeri er tilladt i alle søer med gyldigt fiskekort. Udsætning af fisk i søer og vandhuller frarådes, da de spiser haletudser og salamanderlarver.
|
|